Pædagogik

Rudolf Steiner skoler er friskoler.

Det er skoler, hvor der er morgensang hver morgen, hvor børnene får lov at opleve engagerede lærere, som står for noget og som ser sig selv som forbilleder for børnene.

Det er en skole, hvor det levende ord, eventyrene, fortællingerne og myterne har betydning, og det er en skole, hvor de musiske fag vægtes på linie med de boglige, fordi målet er at udvikle hele mennesker, som ved, at de kan og vil...

Det er en skole, hvor der tilstræbes et højt fagligt niveau, men hvor hensynet til børnenes udvikling kommer i første række. Der er ingen grund til at stresse børn til at lære at læse inden slutningen af 1. klasse. Der er mange andre vigtige ting at lære i sit første skoleår, så vi må have tålmodighed og give plads til forskellighed.

Skolerne bygger på Rudolf Steiners pædagogiske tanker, der har grund i antroposofien (som betyder "viden om mennesket"). Det er med inspiration fra disse tanker, at hver skole udvikler sine læreplaner og måder at undervise på. Du kan klikke din ind på den enkelte skole og se netop dennes læreplaner, som er beskrivelser af undervisningsmål på de enkelte klassetrin.

I Rudolf Steiners pædagogik ligger, at læreren har øje for det enkelte barn og søger at møde barnet på en måde, som styrker dets selvtillid og socialeog faglige udvikling - ikke ved at dyrke det enkelte barn, men ved gennem iagttagelse af barnet at finde veje til at styrke barnet i dets udvikling både i forhold til sig selv og andre.

Pædagogikken er under stadig udvikling og bliver hele tiden evalueret. Gennem samarbejde mellem lærere, mellem lærere og forældre og med skolens tilsynsførende søger vi at skabe en skole for livet, hvor børn lærer, trives og udvikler sig til hele mennesker.

Det faglige niveau i en Rudolf Steiner skole skal være på linie med folkeskolens. De undersøgelser, som er gennemført af, hvad Steinerskoler-elever foretager sig efter endt skolegang tyder da også på, at de klarer sig godt, hvad enten de søger kortere eller længere videregående uddannelse.

Rudolf Steiner skoler er eksamensfri, fordi vi lægger vægt på, at man skal lære, fordi det er vedkommende og relevant - ikke fordi det er et middel til gode karakterer. I stedet for karakterer, så får eleverne hvert andet år en skriftlig udtalelse, et såkaldt vidnesbyrd, hvor lærerne redegør for undervisningen i de enkelte fag og for den enkelte elevs faglige og sociale deltagelse i undervisningen.

I de ældre klasser gives løbende evalueringer og udtalelser som en del af undervisningen. Det afsluttende Afgangsvidnesbyrd efter 9. eller 12. klasse indeholder gennemgået pensum og udtalelser fra læreren i hvert enkelt fag. Et sådant vidnesbyrd er ikke formelt kompetencegivende til videre uddannelse, derfor må eleven ofte supplere med f.eks. 3-4 HF-fag, og søge optagelse via kvote 2, hvor optagelse baserer sig på en individuel vurdering.

Der findes en omfattende litteratur på dansk, norsk, og især tysk og engelsk om Rudolf Steiner og Waldorfpædagogik, som pædagogikken kaldes efter den første skole, Rudolf Steiner etablerede.