YouthSection > Nyheder > Nyhedslæser

Ros til Rudolf Steiner-elever

04-02-2010 19:58 af René Roger Rasmussen

fra Fyens.dk

Lindved: Der er stor ros til 11. klasses-eleverne på Rudolf Steiner-skolen, der i forrige weekend stillede op til den årlige genbrugsmesse i Odense Congress Center. Her hjalp de 17-18-årige elever fra skolen i Lindved med til alt praktisk omkring genbrugsmessen, som er arrangeret af Fyens Stiftstidende i samarbejde med Lion’s Club i Odense, Sct. Albani, i samarbejde med Fyens Stiftstidende.

De unge mennesker bidrog til at løse en masse praktiske opgaver ved afviklingen af messen, hvor cirka 400 standholdere falbød deres gemte skatte for et større publikum.

- De unge mennesker var utroligt vigtige for hele arrangementet. Lige fra fredag morgen, hvor vi stillede op og ikke mindst lørdag og søndag, hvor genbrugsmessen fandt sted. Det var en ren fornøjelse, siger Kurt Kjerrumgaard, der er messechef for genbrugsmessen.

Det var 9. gang, at genbrugsmessen blev holdt, og eleverne fra Rudolf Steiner-skolen fik et pænt tilskud til en senere studie- og kulturtur, hvor 11. klassen skal til Italien. Også Lion’s Club fik støtte til sit humanitære arbejde. Det detaljerede regnskab for genbrugsmessen er endnu ikke gjort op, men Kurt Kjerrumgaard oplyser, at blandt andet Kirkens Korshær i Odense for nylig fik et tilskud fra Lion’s Club, Sct. Albani, på 10.000 kroner, der stammer fra overskuddet af sidste års genbrugsmesse.
Fra Fyens.dk

Tilbage